Oplevelser ved Vadehavet – oplev naturen omkring Ribe
Der findes et sted, der nærmest er et land for sig – Vadehavet ved Ribe.
Et landskab, hvor grænserne hele tiden flytter sig. Hvor hav bliver til land og land igen bliver til hav. Hvor ebbe åbner for nye veje, og flod igen skyller væk og skjuler for en stund, og hvor den samme tur aldrig opleves helt på samme måde to gange.
Hos RoVedVadehavet inviterer vi jer med ud i dette levende landskab. På havbunden, ind i fortællingerne og tættere på naturen, dyrelivet og til at møde og udforske sammen med de mennesker, der gennem generationer har levet med tidevandet.
Vores oplevelser ved Vadehavet tager udgangspunkt i området omkring Ribe og Mandø – fra Østerssafari, sælsafari og havbundsvandring til en tur over med Mandø-traktor til Dunkel og Dark Sky mørkeoplevelser eller til en sanselig saunagus.
Nogle gange går vi derud, hvor havet lige har været. Andre gange følger vi mørket, stjernerne eller historierne mere end 20.000 år tilbage i tiden.
Fælles for oplevelserne er nysgerrigheden. For når vi bevæger os ind i Vadehavet og lader naturen bestemme rækkefølgen, sker der noget med vores fornemmelse af tid.
Tættere på naturen, tættere på hinanden.
Vadehavet et landskab, der aldrig står stille
Vadehavet er ikke et landskab, man bare kigger på. Det er et landskab, man kan træde ind i.
To gange i døgnet flytter tidevandet grænsen mellem land og hav. Vandet trækker sig tilbage og blotlægger den havbund, der få timer tidligere lå skjult, og langsomt vender det tilbage igen. Det er ebbe og flod, der sætter rytmen – og som gennem generationer har været en del af livet langs Vadehavet ved Ribe og ude på Mandø.
Godt at vide…
I området omkring Ribe og Mandø er den normale forskel mellem høj- og lavvande omkring 1,5 meter, mens forskellen i Vadehavet kan nå omkring 1,8 meter. Tidevandet skifter cirka hver 6¼ time, så der er høj- og lavvande omtrent to gange i løbet af 25 timer.
Kilde: Nationalpark Vadehavet
Det betyder også, at Vadehavet aldrig opleves helt ens. Vejret skifter, lyset forandrer landskabet, fuglene flytter sig, og tidevandet åbner og lukker veje i området.
På vores havbundsvandring kan I mærke forandringen helt konkret. Vi går ud ad Låningsvejen i dagens sidste lys og vender hjem over Mandø Ebbevej, mens skumringen falder på. Det, der normalt er hav, bliver for en stund vores vej hjem.
Og måske er det netop dét, der gør oplevelser ved Vadehavet så særlige: Her bestemmer vi ikke altid selv, hvornår og hvordan vi kan bevæge os. Vi må kigge mod vejret, vandet og naturen – og indrette os efter noget, der er større end os selv.
Vadehavet ved Ribe – fra fastlandet til Mandø
Vest for Ribe åbner landskabet sig. Her møder marsken Vadehavet, og fortsætter I mod vest, kommer I til et sted, hvor almindelige veje ikke længere opfører sig helt som andre veje.
For ude i Vadehavet ligger Mandø – en lille tidevandsø, hvor forbindelsen til fastlandet følger vandets bevægelser. Vejen derud går hen over havbunden, og tidevandet er derfor stadig med til at bestemme, hvornår vi kan komme til og fra øen.
Man kan næsten tænke på tidevandet som en port til Mandø. En port uden mure, låse eller faste åbningstider. Den åbnes og lukkes af samspillet mellem månen, solen, jorden, vinden og vejret – og på den anden side venter et øsamfund, hvor naturens kræfter stadig er en synlig del af hverdagen.
Hos RoVedVadehavet er selve vejen derud derfor også en del af oplevelsen. I kan krydse Vadehavet med Mandø Traktorbus, tage med på sælsafari eller opleve overgangen fra solnedgang til mørke på en Dark Sky-oplevelse.
For nogle gange begynder eventyret ikke først, når vi når frem.
Det begynder allerede, når fastlandet slipper.
Oplevelser ved Vadehavet – gå på opdagelse med os
Vadehavet er en oplevelse fra diget, men det er først, når vi bevæger os derud, at landskabet for alvor begynder at åbne sig.
Hos RoVedVadehavet skaber vi oplevelser ved Vadehavet med udgangspunkt i naturen, myterne og historien omkring Ribe. Vi går derud, hvor havet lige har været, smager på det, der gemmer sig under overfladen, følger mørket, når dagens sidste lys forsvinder – og tager Vadehavets historier, råvarer og natur med ind i varmen.
Tag med på østerssafari og oplev, hvordan tidevandet åbner Vadehavets spisekammer. Gå ud i solnedgangen på en havbundsvandring, og vend hjem over havbunden, mens skumringen sænker sig. Eller oplev vores saunagus ved Ribe, hvor havbund, årstidens planter, myter og fortællinger fra Vadehavet flytter med ind i Banjaens varme.
Når mørket kommer, fortsætter oplevelserne. På Dunkel – mørkevandring ved Vadehavet skruer vi ned for lyset og op for sanserne. Og mørket er faktisk noget helt særligt her. Mandø er officielt certificeret som International Dark Sky Park – et område, hvor det naturlige mørke beskyttes, og hvor den begrænsede lysforurening giver plads til stjernehimlen.
Vadehavet skal ikke opleves på én bestemt måde. I skal bare være nysgerrige nok til at træde ind i det.
Vadehavets 7 vidundere – hvad vækker jeres nysgerrighed?
Jo mere vi bevæger os ud i Vadehavet, desto flere lag dukker frem. Nogle kan ses med det blotte øje. Andre gemmer sig i landskabet, historierne eller de spørgsmål, mennesker har stillet gennem generationer.
Hos RoVedVadehavet går vi på opdagelse gennem det, vi kalder Vadehavets 7 vidundere. Ikke som syv steder, der skal krydses af på et kort, men som syv veje ind i et landskab, der bliver ved med at give os noget nyt at være nysgerrige på.
Landskabets historier
Fra istiden og Doggerland til det Vadehav, vi bevæger os i i dag.
Ravruten og de gamle myter
Hvad har havet gemt, hvad skyller det op – og hvilke fortællinger er blevet til undervejs?
Tidevandet
Kræfterne mellem månen, solen og jorden, der hver dag flytter grænsen mellem hav og land.
Mandø
Tidevandsøen, hvor forbindelsen til fastlandet stadig følger naturens betingelser, og hvor livet gennem generationer har været formet af havet.
Spejlingerne
Når horisonten bliver lang, lydene færre og landskabet åbent – hvad sker der så med vores egen oplevelse af tid, rum og nærvær?
Naturen og dyrelivet
Et levende spisekammer og levested for fugle, sæler, østers og et væld af små organismer, som er en del af Vadehavets økosystem.
Stjernehimlen
Når mørket falder på, åbner landskabet sig i en ny retning. På Mandø kan I opleve en officielt certificeret International Dark Sky Park og gå på opdagelse i stjernebilleder, himmelfænomener og de fortællinger, vi mennesker har knyttet til himlen gennem tiden.
Vadehavets 4 årstider – oplevelser hele året
Vadehavet har ikke én sæson.
Foråret kommer med længere dage og nyt liv i landskabet. Om sommeren strækker lyset sig langt ind i aftenen, og Vadehavet inviterer til vandringer, ture mod Mandø og oplevelser under den åbne himmel.
Når efteråret kommer, skifter landskabet igen karakter. Østerssæsonen begynder, aftenerne bliver mørkere, og Dunkel inviterer os ud i Vadehavet, når de fleste andre er på vej hjem. På Mandø bliver mørket en oplevelse i sig selv, når vi på vores Dark Sky-ture går på opdagelse i stjernehimlen, myterne og de himmelfænomener, der viser sig over os.
Og vinteren? Den kan noget helt særligt herude.
Det er tiden til østers, store himle, rå natur og de dage, hvor Vadehavet næsten føles endnu større. Og når kulden bider udenfor, kan I træde ind i Banjaens varme til saunagus ved Ribe, hvor Vadehavets fortællinger, myter, havbund, urter og dufte følger med indenfor.
Derfor behøver I ikke vente på sommeren for at opleve Vadehavet. I skal bare opleve det på en anden måde.
Skal I selv opleve Vadehavet?
I kan læse om Vadehavet, se billederne og følge tidevandet på afstand. Men nogle ting giver først rigtig mening, når man står midt i dem.
Når fødderne rammer havbunden. Når horisonten pludselig synes uendelig. Når en sæl løfter hovedet ude på sandbanken, mørket sænker sig over Mandø, eller en gammel fortælling får landskabet foran jer til at se lidt anderledes ud.
Hos RoVedVadehavet inviterer vi jer med ud på oplevelser ved Vadehavet og Mandø med plads til nysgerrigheden, spørgsmålene og alt det, vi ikke på forhånd ved, at vi kommer til at opdage.
Find den oplevelse og den dato, der kalder på jer, i vores kalender.
Er I flere, der gerne vil afsted sammen? Vi skaber også oplevelser for grupper, virksomheder, familier og rejsegrupper, hvor vi sammensætter oplevelsen efter jer, årstiden og selvfølgelig Vadehavets betingelser.
Ofte stillede spørgsmål om Vadehavet ved Ribe
Her finder I svar på nogle af de spørgsmål, vi oftest møder om Vadehavet. Bliv klogere på området, naturen og de særlige forhold, der gør Vadehavet til et helt unikt sted at besøge og opleve.