Østers i Vadehavet – på opdagelse i Vadehavets spisekammer

Når tidevandet trækker sig tilbage, forandrer Vadehavet sig. Havbunden kommer til syne, tidevandsrenderne træder frem, og længere ude ligger østersbankerne som mørke linjer i det ellers åbne landskab.

I dette indlæg kan i læse mere om østers i Vadehavet og hvordan man kan komme helt tæt på oplevelsen af selv at finde, åbne og smage dem dér, hvor tidevandet altid bestemmer tempoet.

Vil I selv opleve Vadehavets østers, kan I også tage med mig på østerssafari i Vadehavet eller gå på opdagelse blandt vores oplevelser ved Vadehavet.

”Vejen er lidt ujævn, der går får omkring uden indhegning, og det er helt naturligt at sænke tempoet.

Vi parkerer bilen ved diget, og idet vi åbner bildøren, er det som om, at vinden får eventyrlysten til at blusse op – gad vide, hvad der venter i dag, et nyt østerseventyr i Vadehavet.”

/Annaliva

Af erfaring ved vi, at det er bedst lige at bede det indre ivrige barn om at være en smule tålmodig, vi skal nemlig lige have pakket de sidste detaljer i rygsækken, vi vil rigtig gerne undgå at skulle tilbage for at hente noget, vi glemte. Imens det eventyrlystne indre barn forventningsfuldt tripper for at komme afsted, så får vi pakket både handsker, østersknive, glas og champagne, samt sække til Vadehavets guldklumper.

På vej op over diget kan hjernen næsten ikke lade være med at forsøge at skabe billeder på forhånd, gad vide, hvilket syn, der venter os på den anden side i dag, og idet vi når toppen af diget, folder der sig et enormt billede ud, som hjernen forsøger at tage ind, et stort teaterstykke i et sus, der åbner mange hjerter igen og igen, også selv for mennesker, der bor i det.

Fødderne undersøger underlaget gennem støvlerne, sanserne registrerer nuancer i dufte og detaljer. 

Til en start skal vi lige have tjekket forholdene af som trygge nok til at bevæge os rundt i, og herefter tager vi skridt for skridt mere og mere af Vadehavet ind og glider over i en tilstand af at være fuldt til stede og draget af nysgerrigheden på nogle af alle de detaljer, der træder frem efterhånden som vi bevæger os længere og længere ud over den blotlagte havbund, som lavvande giver os adgang til. 

Månen har som et scenetæppe trukket vandet tilbage og siger stille:

“Mine damer og herrer, hjertelig velkommen til endnu et Vadehavseventyr ved lavvande, hvor du er medforfatter og spiller en vigtig rolle, leg med.”

Pludseligt fanger noget vores opmærksomhed, noget, der stikker op af havbunden og som et barn på opdagelse, skifter vi retning og har kun ét for øje, nemlig at finde ud af, hvad det er, vi drages imod. En stor klump af noget, der i første omgang er mest dækket af mudder, og idet vi undersøger det, opdager vi, at det er 7 sammengroede østers, hvor nogle nærmest ligner talende andenæb, der står åbne. 

De første østers, men endnu ikke nogle af dem vi kan spise. Vi tager den lille østerskoloni med og skyller den i et af de små tidevandsbassiner, der holder på noget af tidevandet. Nu begynder vi at kunne se flere detaljer, størrelser, farver og struktur og på indersiden ser vi de smukke perlemorsfarver changere. Det er meget nemt at blive inspireret til, hvad skallerne kan bruges til og den inspiration er ofte med os på hele turen, vi kan næsten ikke lade være at finde på ideer til, hvad de smukke skaller kan bruges til, men denne store klump østers får lige lov at blive liggende, vi skal jo selv bære alle vores skatte og vi har stadig et stykke vej ud til de enorme østersbanker. 

Ude i horisonten længere fremme, kan vi nu se sorte linjer, der skaber kontraster udover de enorme gråbrune havbundsflader, det er østersbankerne, vi er på rette vej.

Duftene begynder igen at forandre sig, mere mineralsk, og nu når vi ud til de store østersbanker, der ligger helt ud til kanterne på og mellem kanalerne, tidevandet skaber i sin evige bevægelse ind og ud. 

Ved højvande overskylles bankerne og de millioner af muslinger og østers, der har hæftet sig fast, får tilført næring. Når tidevandet har afgivet vand og føde og atter engang trækker sig tilbage, så åbnes endnu engang til det enorme spisekammer i Vadehavet, for både fugle og mennesker.

Man kan gøre sig tanker om, hvorvidt man kan være for grådig med at plukke østers, men oftest finder mængden vi tager med hjem, sit helt naturlige leje, da vi selv lægger indsatsen i at samle dem. 

Når vi samler en østers op i vores hænder, så mærkes værdien, så smuk en skulptur skabt af og i naturen, en tyngde med et indhold og en skal, der i sig selv gør åbning af østers til en opdagelse mellem tålmodighed, kræfter, nysgerrighed og vilje. 

Østersens muskel hæfter på den øverste og nederste del og når den er lukket og levende, kan den præstere en fascinerende modstand i at åbne. 

Med en østerskniv går vi på opdagelse langs kanten, og hvor vi før var mest optaget af farver og smukke detaljer, undersøger vi den nu med det formål at finde en vej ind, finde et lille bitte sted, hvor vi med spidsen af kniven får den første tilladelse til at nærme os en dybere åbning. 

Nu skal spidsen af kniven have lov til at arbejde langsomt, tålmodigt og med retning langsomt i små bevægelser skabe mere plads til kniven. Går vi for hurtigt frem, bliver for viljestærke og bruger vores kræfter forkert, så er risikoen der for, at østerskniven i en pludselig bevægelse ”spyder” os i vores egen hånd i stedet. 

Med tålmodighed mærker vi i et splitsekund, at vi er det rigtige sted og kan nu få kniven listet lidt længere ind, men vi skal stadig være tålmodige, for ved for stor ivrighed knækker vi østersskallen og får rester fra skallen med i vores snarlige smagsoplevelse. 
Langsomt lirkes kniven længere ind og så kommer der en helt særlig knæklyd, lyden når de to halve skaller slipper og lyden af “tillykke du mestrede kunsten at åbne en østers, værsgo’ at nyde smagen af en vellykket indsats”. 

Smagsoplevelsen skal være din egen historie, men at stå midt i Vadehavet, i den rå kraftfulde natur, mestre at åbne østers og kunne nyde østers med champagne omgivet af elementerne, rykker dybt ind i vores kartotek af særlige oplevelser, og når vi vender tilbage til fastlandet til vores østersworkshop med grillede ripensiske udgaver af østersanretninger, så har alle hver skrevet deres egen udgave af mødet med østers i Vadehavet.

Oplev selv østers i Vadehavet

Østersbankerne er blot én af de mange måder at komme tæt på Vadehavet. Hos RoVedVadehavet kan I tage med ud på østerssafari i Vadehavet, hvor tidevandet, østersene og fortællingerne omkring landskabet bliver en del af oplevelsen. Her handler det ikke kun om at finde østers, men også om at forstå det landskab og den natur, de er en del af.

Vil I gøre endnu mere ud af mødet med Vadehavets østers, kan I også opleve vores østersophold på Rømø, hvor østers kombineres med guidet vandring, østersworkshop, fortællinger og gastronomi.

Se alle oplevelser ved Vadehavet →

Forfatter: Annaliva
Gennemlæst Marc Otto Ørum